Frans Timmermans blev valgt seks gange som medlem af det nederlandske parlament for Partij van de Arbeid (det hollandske arbejderparti) fra 1998 til 2007 og fra 2010 til 2012. Han var udenrigsminister i Nederlandene fra 2012 til 2014 og minister for europæiske anliggender fra 2007 til 2010.
I 2014 overtog Frans stillingen som første-næstformand for Europa-Kommissionen. Som øverste socialdemokrat i institutionen har han ansvaret for bedre regulering, inter-institutionelle forhold, retsstat, fundamentale rettigheder og bæredygtig udvikling. Frans arbejder tæt sammen med de syv andre PES-kommissærer og med de socialistiske og demokratiske medlemmer i Europa-Parlamentet og PES-lederne i Det Europæiske Råd.
I sine fire år i Europa-Kommissionen har Frans ledet EU's arbejde inden for bæredygtighed og været ansvarlig for vedtagelsen af en ambitiøs strategi for cirkulær økonomi og verdens første omfattende plaststrategi. Han var også involveret i EU's forhandling, vedtagelse og gennemførelse af FN's 2030-mål for bæredygtig udvikling. Den lovgivning, som Frans har foreslået for at tackle plastforureningen og for at eliminere eller drastisk reducere engangsplast, er for nylig blevet vedtaget af Europa-Parlamentet. Han har også ledet et internationalt svar på udfordringen med plastforurening, hvor han fremlagde Kommissionens forslag til andre lande i De Forenede Nationer i New York og opfordrede dem til at matche Europas ambitioner.
Frans går stærkt ind for ligestilling og social retfærdighed. Han indgav et lovforslag om at forbedre familieorlov for fædre, mødre og omsorgspersoner i alle EU-medlemsstater for at støtte ligestillingen mellem kønnene på arbejdspladsen og i familielivet. Han er fortaler for at eliminere lønforskellen mellem mænd og kvinder, at øge antallet af kvinder i professionelle og politiske lederstillinger og har været en stærk forsvarer af Istanbulkonventionen for at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder. Han er en aktiv antidiskriminationsforkæmper, der bekæmper ekstremisme og racisme i alle sine former og i særdeleshed koordinerer Kommissionens arbejde for at tackle anti-muslimsk had og antisemitisme.
Frans er en passioneret og stærk forsvarer af Europas grundlæggende værdier, og han er særligt aktiv i forsvaret af retsstatsprincippet i lyset af snigende autoritære tendenser fra visse nationale regeringer. Han har især forsvaret uafhængigheden af retsvæsenet i Polen mod overdreven statslig indflydelse, hvilket for nylig har sikret foreløbige foranstaltninger fra EU-Domstolen for at blokere en udrensning af højesteretsdommere.
Frans har også overvåget Kommissionens bestræbelser på at skabe demokratiske forandringer i EU gennem øget borgerdeltagelse og større gennemsigtighed i EU's politiske beslutningstagning. Han har åbnet alle trin i processen for at sikre, at offentligheden er involveret, og alle politikker er bevisbaserede.
Før Frans gik ind i politik, arbejdede han først ved det nederlandske udenrigsministerium, hvor han blev udnævnt til viceminister for den nederlandske ambassade i Moskva i 1990, inden han vendte tilbage til ministeriet i 1993. Han fik derefter en stilling som seniorrådgiver og privatsekretær for Max van der Stoel, som var Højkommissær for nationale mindretal i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
Frans er gift og har fire børn. Han blev født i 1961 og kommer fra Heerlen, i regionen Limburg i Holland. Hans bedstefædre var begge kulminearbejdere, og hans far var en militærpolitimand. Hans mor blev under den nederlandske lovgivning på daværende tidspunkt tvunget til at opgive sin karriere, da hun blev gift. Dette er en af de tidlige oplevelser, der motiverede Frans til at sætte spørgsmålstegn ved ulighederne i samfundet og til at kæmpe for kvinders rettigheder gennem hele sin politiske karriere.